Økologi på bloggen


Jeg går meget op i økologi, både i hverdagen, på studiet og i mit arbejdsliv. Og hvis det stod til mig ville jeg købe alt økologisk. Nu er det jo bare sådan at jeg er studerende og derfor ikke har det helt store rådighedsbeløb til at handle lækre øko-varer ind for.

Derfor vil jeg på denne side kort præsentere i hvilket omfang jeg har valgt at bruge økologien i hverdagen og dermed også her på bloggen :) Derfor står der ikke i opskrifterne hvad der er økologisk/konventionelt, da jeg synes det skal være op til den enkelte at bestemme hvilke varer man vil putte i sin indkøbskurv/har råd til.

Hvad køber jeg altid økologisk? 
Mælk, yoghurt, smør, æg, juice, ost, gulerødder, bananer, krydderier, mel, sukker, ris, pasta, gryn/kerner

På frugt og grønt området hedder min første prioritet dansk i sæson og derefter økologisk, da jeg mener at det er bedre at købe f.eks. danske æbler i sæson end økologiske importerede fra Spanien. Og det er jo hele tiden sådanne valg man står overfor ved økologi/ikke-økologi, da mange af varerne er transporteret fra den anden side af jorden - og hvor bæredygtigt er det så lige?

Ang. kød er det desværre et område hvor jeg ikke har råd til at købe økologisk, selvom det skærer i mit hjerte hver gang jeg køber det billige kyllingekød. Der har jeg dog en hovedregel med altid at gå efter kød fra dyr der er opvokset og slagtet i Danmark, for vi har altså bare nogle strammere regler omkring transport og forhold for dyrene end de har i mange af de østeuropæiske land hvor kyllingerne oftest bliver kørt til for at blive slagtet billigst muligt.

Så alt i alt prøver jeg så vidt muligt at købe alt økologisk, men det kan sjældent lade sig gøre - og sådan er det - ingen er perfekt! :) Jeg vil derfor ikke mene at jeg på nogen måde er fanatisk eller "hellig" omkring økologien, for det er dyrere i længden og jeg kan godt se hvorfor nogle folk fravælger det - selvom det er mit livsarbejde at få folk til at vælge økologi - men det er en helt anden historie :)

Foto: Landbrug & Fødevarer

Ingen kommentarer:

Send en kommentar